Denne artikel er en del af vores korte serie "Vasketøj gennem tiderne". Sidste gang tog vi et hurtigt kig på vasketøjets fascinerende udvikling gennem århundrederne. I denne anden del diskuterer vi de tidligste beviser på tøjrensning, som historien har efterladt os. God fornøjelse!
Forhistorien
Den forhistoriske periode går pr. definition forud for den nedskrevne historie. Det betyder, at vores gamle forfædre desværre ikke har efterladt os nogen praktiske tips til, hvordan man renser mammutskind. Men fravær af beviser er ikke et bevis på fravær, og vi ved, at de nøglefaktorer, der er nødvendige for at vaske tøj, alle var til stede i forhistorien:
Forhistoriske mennesker havde generelt adgang til naturlige rengøringsmidler som sand, aske eller animalsk fedt samt planter med sæbelignende egenskaber; de havde adgang til vand i form af floder, søer og naturlige kilder; de havde adgang til sten og træ, som de kunne slå eller gnide tøjet med for at nedbryde pletter; og de havde adgang til varmt solskin til udendørs tørring. Ikke desto mindre betød datidens nomadiske og ofte usikre livsstil sandsynligvis, at det at have rent tøj ikke var en stor bekymring.
Antikken
De gamle civilisationer var mere interesserede i hygiejne end deres forhistoriske forgængere. De gamle babyloniere ser ud til at have været de første til at bruge naturlig sæbe; den tidligste opskrift er indskrevet på en lertavle fra omkring 2800 f.Kr. De gamle egyptere brugte sæbe lavet af en kombination af animalske og vegetabilske olier og salt sammen med natron, en mineralsk alkali, der fungerede som et rensende middel. I det gamle Kina blev tøjet vasket med aske fra planter og skaller, som fungerede som et stærkt naturligt vaskemiddel.
De gamle grækere satte stor pris på renlighed og tilskrives opfindelsen af en meget tidlig form for brusebad, men det var romerne, der i sidste ende gav sæbe sit navn. Ifølge legenden blev regnvand, der løb ned fra Sapo-bjerget, hvor der blev ofret dyr, blandet med dyrefedt og træaske til en blanding, der viste sig at være gavnlig for tøj og hud.
Men romerne stoppede ikke der - de udviklede også forløberen for vaskeriet. Disse etablissementer var kendt som fullonicas og lagde beskidt tøj i blød i store bassiner fyldt med vand og urin, hvis høje ammoniakindhold fungerede som et naturligt rensemiddel sammen med natron og forskellige slags ler. Arbejdere kendt som fullones trampede på tøjet, mens det lå i blød, for at få mest muligt ud af urenhederne. Derefter blev tøjet vredet ud, soltørret, børstet og kunne endda bleges ved hjælp af et fint hvidt kridt, kendt som cimolisk jord.
Konklusionen er, at selvom teknologiske fremskridt bestemt har gjort vaskeprocessen hurtigere og mere praktisk, end den var engang, så har selve processen eksisteret næsten lige så længe som tøjet.
